Selviscenesatte digitale billeder
Det overordnede emne for de iscenesatte digitale billeder er ”LIV”. Jeg har valgt temaet: ”SORG”. For at udfordre mig selv, har jeg valgt temaet sorg. Det at miste er en del af livet, og hvor gerne vi end vil slippe for at miste de mennesker, vi holder af, så er det det eneste vi alle er sikre på: Vi kommer til at miste på et eller andet tidspunkt. Også børn kender til at miste. Måske har de mistet bedsteforældre. Vi vil også møde børn, der har mistet forældre eller en søskende. Og selv om heldigvis ikke alle børn har mistet familiemedlemmer, så har de måske mistet en undulat, en hund eller en kanin.
For at finde baggrundsmateriale gik jeg på nettet, men havde mere lyst til ”at gå i marken”. Derfor kontaktede jeg en bedemand og bad om at måtte se hans værksted, se ham gøre en kiste klar og jeg fik endda lov til at låne en kiste, som han transporterede ned i vores lokale kirke så jeg kunne tage billeder af kisten i rustvognen, i kirken og i kapellet.
Det var spændende at opleve tingene i virkeligheden, og at stå ved en kiste og tage billeder er også med til at man ser tingene på en anden måde end ved en begravelse.
Jeg har også brugt billeder fra begravelser, jeg selv har deltaget i. Der er billeder at de pyntede kister, fra kirken og fra begravelsessammenkomst efter begravelsen.
Efterfølgende valgte jeg de billeder ud, som jeg ville arbejde videre med. Det har været en vanskelig proces at vælge, og jeg har en del flere bearbejdede billeder end de 5, der skal fremlægges. En del af processen har også været at overveje, hvordan jeg formidler det, jeg gerne vil sige.
Billede 1: Sorgen uden stilhed.
Jeg har valgt at lave et billede, hvor jeg selv ligger i kisten mens bedemanden gør kisten klar. Den rene hvide kiste er i skarp kontrast til værkstedets mange forskellige maskiner, kasser med skruer og redskaber. Den stilhed, som man normalt forbinder med dødsfald og begravelse findes ikke her. Og hvor er sorgen? Ja, rodet i værkstedet med redskaber, der ligger klar til at blive brugt passer måske meget godt med den følelse man kan have, når nogen dør: At man ønsker stilhed og at verden går i stå, men gør den det? Nej, den farer videre. Alle andre fortsætter som før. Og at jeg ligger i kisten iført jakke og støvler i stedet for ligtøj er et billede på, at vi ikke helt har tid til at miste og sørge – det passer ikke ind i vores forjagede hverdag. Det kan også være et billede på, at døden kommer uventet….. jeg var jo lige ude at gå en tur, og så var det pludselig slut. Jeg har valgt at lave billedet i sort/hvid for at skabe ro i billedet på trods af de mange forskellige kasser og redskaber.
Men jeg har også valgt at ville forarge lidt. Hvem stiller dog en død i en kiste i et værksted? Nej vel, det gør vi ikke.
Billede 2: Sorgens kulde og ensomhed
Billedet med kisten i rustvognen hvor der er en person, der følger rustvognen på vej efter bisættelsen. Det er nok det sværeste tidspunkt ved en bisættelse. Når rustvognen langsom kører af sted, mens følget står tilbage. Den, der har mistet, føler sig alene, selv om man er omgivet af mange mennesker. En del af én ønsker at følge kisten, mens en anden del af én ønsker at gå den anden vej og glemme, at man har mistet.
Jeg har valgt at bearbejde kirkens gule mur, så den får en rød farve, der matcher bilens lygter og mit tørklæde. Det skaber også kontrast til den hvide kiste og den sorte rustvogn.
Sneen i baggrunden er med til at symbolisere den kulde, der altid er til en begravelse – man fryser altid.
Billede 3. At se sin egen død i øjnene
Jeg har valgt – efter mange prøver med forskelligt lys – at bibeholde det gyldne lys, der er i kirken. Det er i kontrast til den hvide kiste på den sorte katafalk og mit sorte tøj. I kisten ses silhuetten af den afdøde – mig. Billedet symboliserer sorg over at miste, men også sorg over, at jeg selv skal dø. Og at se sin egen død i øjnene er jo også at se livet i øjnene. Når vi lærer sorgen at kende lærer vi også nye sider af os selv at kende.
Billede 4: At miste med håb
Den hvide kiste, hånden med vielsesringen og den røde rose symboliserer kærlighed, der er blevet hjemløs. Den elskede er død. Solopgangen og Kristusfiguren i baggrunden symboliserer håbet om opstandelse. Når vi holder begravelse i kirken er det et udtryk for, at vi måske nok i hverdagen kan klare os selv, men når det kommer til at miste, har de fleste brug for håbet om et liv efter døden. At det ikke er endegyldigt forbi.
Billede 5: Sorgens ansigt
At miste er nok det værste, der kan overgå os. Når man er i sorg kan det føles som om man er ved at drukne, og måske har man mest af alt lyst til bare at lade sig forsvinde. Det kan føles som om man er ved at kvæles, og det føles som om der ikke er nogen, der forstår mig i min sorg. Billedet et holdt i kolde blå farver for at symbolisere kulden og ensomheden i sorgen.
Det har været en grænseoverskridende proces at arbejde med de selviscenesatte billeder.
