selviscenesatte billeder

Selviscenesatte digitale billeder

Det overordnede emne for de iscenesatte digitale billeder er ”LIV”. Jeg har valgt temaet: ”SORG”. For at udfordre mig selv, har jeg valgt temaet sorg. Det at miste er en del af livet, og hvor gerne vi end vil slippe for at miste de mennesker, vi holder af, så er det det eneste vi alle er sikre på: Vi kommer til at miste på et eller andet tidspunkt. Også børn kender til at miste. Måske har de mistet bedsteforældre. Vi vil også møde børn, der har mistet forældre eller en søskende. Og selv om heldigvis ikke alle børn har mistet familiemedlemmer, så har de måske mistet en undulat, en hund eller en kanin.

For at finde baggrundsmateriale gik jeg på nettet, men havde mere lyst til ”at gå i marken”. Derfor kontaktede jeg en bedemand og bad om at måtte se hans værksted, se ham gøre en kiste klar og jeg fik endda lov til at låne en kiste, som han transporterede ned i vores lokale kirke så jeg kunne tage billeder af kisten i rustvognen, i kirken og i kapellet.

Det var spændende at opleve tingene i virkeligheden, og at stå ved en kiste og tage billeder er også med til at man ser tingene på en anden måde end ved en begravelse.

Jeg har også brugt billeder fra begravelser, jeg selv har deltaget i. Der er billeder at de pyntede kister, fra kirken og fra begravelsessammenkomst efter begravelsen.

Efterfølgende valgte jeg de billeder ud, som jeg ville arbejde videre med. Det har været en vanskelig proces at vælge, og jeg har en del flere bearbejdede billeder end de 5, der skal fremlægges. En del af processen har også været at overveje, hvordan jeg formidler det, jeg gerne vil sige.

Billede 1: Sorgen uden stilhed.

Jeg har valgt at lave et billede, hvor jeg selv ligger i kisten mens bedemanden gør kisten klar. Den rene hvide kiste er i skarp kontrast til værkstedets mange forskellige maskiner, kasser med skruer og redskaber. Den stilhed, som man normalt forbinder med dødsfald og begravelse findes ikke her. Og hvor er sorgen? Ja, rodet i værkstedet med redskaber, der ligger klar til at blive brugt passer måske meget godt med den følelse man kan have, når nogen dør: At man ønsker stilhed og at verden går i stå, men gør den det? Nej, den farer videre. Alle andre fortsætter som før. Og at jeg ligger i kisten iført jakke og støvler i stedet for ligtøj er et billede på, at vi ikke helt har tid til at miste og sørge – det passer ikke ind i vores forjagede hverdag. Det kan også være et billede på, at døden kommer uventet….. jeg var jo lige ude at gå en tur, og så var det pludselig slut. Jeg har valgt at lave billedet i sort/hvid for at skabe ro i billedet på trods af de mange forskellige kasser og redskaber.

Men jeg har også valgt at ville forarge lidt. Hvem stiller dog en død i en kiste i et værksted? Nej vel, det gør vi ikke.

Billede 2: Sorgens kulde og ensomhed

Billedet med kisten i rustvognen hvor der er en person, der følger rustvognen på vej efter bisættelsen. Det er nok det sværeste tidspunkt ved en bisættelse. Når rustvognen langsom kører af sted, mens følget står tilbage. Den, der har mistet, føler sig alene, selv om man er omgivet af mange mennesker. En del af én ønsker at følge kisten, mens en anden del af én ønsker at gå den anden vej og glemme, at man har mistet.

Jeg har valgt at bearbejde kirkens gule mur, så den får en rød farve, der matcher bilens lygter og mit tørklæde. Det skaber også kontrast til den hvide kiste og den sorte rustvogn.

Sneen i baggrunden er med til at symbolisere den kulde, der altid er til en begravelse – man fryser altid.

Billede 3. At se sin egen død i øjnene

Jeg har valgt – efter mange prøver med forskelligt lys – at bibeholde det gyldne lys, der er i kirken. Det er i kontrast til den hvide kiste på den sorte katafalk og mit sorte tøj. I kisten ses silhuetten af den afdøde – mig. Billedet symboliserer sorg over at miste, men også sorg over, at jeg selv skal dø. Og at se sin egen død i øjnene er jo også at se livet i øjnene. Når vi lærer sorgen at kende lærer vi også nye sider af os selv at kende.

Billede 4: At miste med håb

Den hvide kiste, hånden med vielsesringen og den røde rose symboliserer kærlighed, der er blevet hjemløs. Den elskede er død. Solopgangen og Kristusfiguren i baggrunden symboliserer håbet om opstandelse. Når vi holder begravelse i kirken er det et udtryk for, at vi måske nok i hverdagen kan klare os selv, men når det kommer til at miste, har de fleste brug for håbet om et liv efter døden. At det ikke er endegyldigt forbi.

Billede 5: Sorgens ansigt

At miste er nok det værste, der kan overgå os. Når man er i sorg kan det føles som om man er ved at drukne, og måske har man mest af alt lyst til bare at lade sig forsvinde. Det kan føles som om man er ved at kvæles, og det føles som om der ikke er nogen, der forstår mig i min sorg. Billedet et holdt i kolde blå farver for at symbolisere kulden og ensomheden i sorgen.

Det har været en grænseoverskridende proces at arbejde med de selviscenesatte billeder.

Skulptur i ler

Fantasimasksine

Opgaven lød: "Lav en skulptur, som er en kompination af et menneske og et dyr - siden blev opgaven ændret til, at det blot skulle være efter fantasimaskine modellen."
Jeg valgte først at ville lave et æg med en fårekylling, men ændrede det senere til et løg med en fårekylling, da jeg syntes ægget blev for statisk at se på.

Ler er et dejligt materiale at arbejde i, men der har været problemer med oven som har gjort, at det er med en vis spænding, den bliver sat til brænding.

Det er vigtigt at sørge for, at der ikke er luftbobler i leret, ligesom man skal huske at udhule de enkelte dele. Husk også at lave lufthuller, så den varme luft kan slippe ud under brændingen - ellers vil leret sprænges. Det er også vigtigt, at leret tørrer langsomt for at undgå revner.

Det er tanken, at den færdige lerfigur skal have følehorn af tråd. Jeg har valgt at gennemfotografere figuren inden brænding, da den sidste lerskulptur jeg lavede blev ødelagt ved brændingen.

Tegning

Jeg har været i gang med at tegne en trærod. Det har været en rigtig god øvelse i at tegne skygger og former.

Selvportrætter

Lav selvportrætter med forskellige sindstilstande. Jeg startede med at tenge, da jeg synes det er rigtig svært at tegne selvportrætter. Det blev ikke særlig godt, og heldigvis synes Dorthe ikke det ligner! Tak, Dorthe:-)

Så prøvede jeg at arbejde med neocolor oven på en fotokopi. Det var lidt sjovt at arbejde med farver og skygger på denne måde. Måske ikke et rigtigt selvportræt, men sjovt at prøve.

Dernæst gik jeg i gang med at lave et digitalt selvportræt. Det valgte jeg at lave i farver og sort-hvid for at se, hvilken effekt det ville have.

Skuptur af en gammel sko

"Lav en skulptur af en gammel sko" lød opgaven. Der måtte ikke fjernes eller tilføjes noget. Alt skulle bruges igen. Det var spændende at rive, klippe og skære den gamle sko fra hinanden og give den et nyt liv. Skulpturen måtte ikke "ligne noget". Det skulle være fri fantasi. Det var facinerende at arbejde med at få lave spændende forløb i skulpturen, og det var en udfordring at få den gjort interessant fra alle vinkler. Næste del at processen er at prøve at spraymale den. Men jeg er ret vild med farvespillet i den som den er, så det skal jeg vist tage mig sammen til at gøre.

Arbejdet med den gamle sko kan give inspiration til også at bruge andre genbrugsmaterialer. Hvad kan en 2. klasse f.eks kunne få ud af en pose med gamle tasker - måske bælter?

Efterfølgende er skoskulpturen blevet tegnet...

... og indsat på domkirkepladsen i Budapest i et digitalt billede.

Skulptur i ler

Forløbet med ler startede med, at der hurtigt skulle formes forkellige figurer i det udleverede stentøjsler: En tommelfinger, et menneske, et hovede. Det var dejligt at arbejde med stentøjsleret. Det var meget smidigt at arbejde med. Figurerne skulle ikke brændes men blot være starten på at arbejd med ler.
Dernæst satte Dorthe Rizzi sig på en stil og bad os lave en skulptur af hende. Her skulle man både være opmærksom på proportioner og modellens position.

Desværre blev skulpturen ødelagt i brændingen.

Croquis

Der blev tegnet hurtige skitser, mens DOrthe Rizzi sad model. Der var kun ganske få minutter til at lave en skitse. Det gav god træning i at tegne hurtigt og det gav øvelse i at "se" de vigtige ting.

Vi øvede også blindtegning.

Eftergfølgende skulle vi vælge en af tegningerne og så forsøge at lave den efter i ståltråd. Jeg valgte at lave min blindtegning i tråd.
Et spændende forløb, som også fint kunne laves i en klasse.